Samarbejdspartnere
Bliv klogere på, hvem vi samarbejder med i Kulturskolen Hedensted.
Et kulturelt samarbejde på tværs af sundhed, kultur og læring
Når mennesker træder ind i de kreative rum – hvad enten det er musiklokalet, billedkunstværkstedet, dansesalen eller dramascenen – sker der noget særligt. De udforsker ikke bare toner, farver og bevægelser; de opdager nye sider af sig selv. De mærker, hvordan kreativitet kan styrke modet, sproget, fantasien og evnen til at være en del af et fællesskab. Det er netop i mødet med kunsten, at mange finder både ro, glæde og en stærkere tro på egne evner.
I Kulturskolen arbejder vi hver dag for at skabe de rammer, hvor den slags oplevelser kan opstå. Vi vil give børn og unge et sted, hvor de kan udfolde sig frit, prøve sig selv af og udvikle deres talent – både sammen med andre og på egen hånd. For os handler det om at åbne dørene til et livslangt forhold til kunst og kultur, uanset om man ender som udøver eller engageret publikummer.
Det arbejde står vi ikke alene med. Tværtimod. Sammen med bl.a. Sundhedshuset i Løsning, kommunens folkeskoler om Kulturklasser, Sangens Hus, Lungeforeningen, Region Midt og Sundhedsplejen i Hedensted Kommune bygger vi bro mellem kultur, sundhed og læring. Vi skaber forløb, hvor børn og unge møder kunsten på nye måder – i skolen, i sundhedstilbud, i lokalsamfundet – og hvor kreativitet bliver en naturlig del af deres hverdag og trivsel.
Vi samarbejder med flere forskellige aktører for at styrke det kulturelle miljø i hele kommunen. For os er det vigtigt, at kulturen ikke kun lever i Kulturskolen, men spirer og vokser i alle de fællesskaber, børn og unge bevæger sig i.
Vi tilbyder undervisning i musik, billedkunst, dans og drama til alle børn og unge op til 25 år i Hedensted Kommune – og musikundervisning tilbydes også til voksne.
- Claus Søndergaard, Kulturskoleleder i Kulturskolen Hedensted