Demenskor
Demenskor er for dig med demenssygdom og din pårørende.

Demenskor på Kærminde Plejehjem
LOF Trekanten, Kulturskolen Hedensted, Plejehjemmet Kærminde Hedensted og Hedensted kommune - har i fællesskab oprettet et demenskor i Hedensted.
Det er bevist, at sang har en særdeles positiv effekt på helbred og trivsel hos mennesker med demens. Udover at skabe glæde og fremkalde minder, så styrker sangen også relationer og bidrager til kontakt og nærvær.
Praktisk info:
Demenskoret afholdes på det dejlige, nybyggede Plejehjem Kærminde i Hedensted.
Demenskoret starter den 15. september, og vi mødes i 10 uger. (Der er ikke kor i uge 42).
Sted: Kærminde Plejehjem, Rugmarken 4, 8722 Hedensted.
Mandag formiddag fra kl. 10.30-12.00.
Der vil være indlagt en kaffepause, med tid til hyggeligt samvær.
Underviser/korleder: Naja Storebjerg
Om koret:
Demenskoret er baseret på, at du som lever med demens, tager din ægtefælle, ledsager eller gode ven under armen, og følges ad til Kærminde, hvor I mødes med ligesindede og har en hyggelig stund med fællessang og fællesskab.
Der er ikke tale om kor i traditionel forstand, men om fællessang, hvor repertoiret tager afsæt i bl.a. årstidssange, danske sange, viser og popsange samt sange fra Højskolesangbogen. Vi vil også synge sange fra et udleveret hæfte
Der vil også være tid til at tale om teksterne, sangens oprindelse og hvilke følelser/minder, der eventuelt dukker op ved den enkelte sang.
Om korleder Naja:
Naja er diplomuddannet sanger og sangpædagog fra Det fynske Musikkonservatorium og kommer med en bred undervisnings- og pædagogisk erfaring fra fri- og folkeskoler, specialskoler, efterskoler og højskoler, hvor hun altid har kombineret høj faglighed med det relationelle arbejde. Til daglig underviser hun hos Kulturskolen i Hedensted og er tilknyttet Jelling Kirke som korleder.
Tilmelding:
Tilmelding skal ske til LOF Trekanten på lof.dk/trekanten eller telefon 30 71 37 01
Hvis du tilmelder dig direkte på LOFs hjemmeside, er det den demensramtes navn, der skal opgives - tilmelding gælder for 2 personer.
Klik her for tilmelding på LOFs hjemmeside
Samlet pris for 2 personer (demensramt og ledsager) inkl. kaffe og kage er 595 kr.
Du/I er hjertelig velkommen til at ringe til Skoleleder ved LOF Trekanten Merete, på tlf. 30 71 37 01