Steen Allan Jacobsen

Jeg er forelsket. Ja udover min skønne kvinde herhjemme er jeg dybt forelsket i guitaren og det man kan med den. Spillede på en guitar allerede som 3 årig, og oplevelsen hang ved indtil jeg begyndte at spille som 13 årig. Herfra gik det stærkt. Spillede stort set guitar så snart jeg fik muligheden for det. Tror nok jeg var ved at drive mine forældre til vanvid ;-) Spillede i band efter et halvt år og endte med at turnere Sjælland tyndt i midt halvfjerserne. Har spillet i et utal forskellige bands og sammenhænge, samt givet koncerter og spillet til receptioner, bryllupper, ferniseringer m.m. Begyndte at undervise i  Musikskolen i Ballerup i 1979 og har siden undervist i Musikskoleregi. Så jeg har godt 40 års Musikskole erfaring at give af. Har også undervist på VUC, privat, på aftenskoler og som indkaldt mentor ved forskellige lejligheder.

Har stor erfaring med at lede guitarorkestre og har turneret både i Dk, Sverige og Skotland med guitarorkestre.

Har en treårig musikpædagogisk eksamen med klassisk guitar som hovedfag. Derudover har jeg modtaget undervisning af forskellige anerkendte guitarister. Deltaget i Masterclasses og en masse efteruddannelses kurser. Har en lydtekniker uddannelse, da lyd/effekter/lyddesign virkelig interesserer mig. Har indgående kendskab til brugen af ny teknologi via computere og tablets og bruger det til at lave interessante ting i mit lille hjemmestudie, bl.a. til gavn for mine elever. 

Er en habil elbassist og underviser også i elbas samt ukulele i Kulturskolen Hedensted.

Jeg har stor forkærlighed for det musikpædagogiske arbejde, elsker at være sammen med børn og unge og være med til at udvikle deres evner og afsøger altid nye måder at formidle min største passion på. Nemlig musikkens univers der betyder så meget for mig.